<

Århus Stiftstidende skrev:

Designer og kunstner, Annette Præstegaard,
producerer halssmykket LINK på eget værksted.
Her får hun idéerne, her saver, sliber og polerer
hun, og herfra markedsfører og sælger hun også
selv produktet. Foto: Jacob Vestervig



 



Afklippede sugerør i lufthavn blev til eget design af halssmykke

Tidsfordriv blev til levevej for lokal designer.

Søndag den 20. februar 2011, 10:00
Af Jacob Vestervig, jave@stiften.dk

Horsens Fjord og Alrø fylder hele udsigten fra panoramavinduerne. Her i den sydlige udkant af Odder Kommune bor og arbejder kunstner og designer Annette Præstegaard. Vejrliget giver inspiration til mange af hendes kreative produkter, men idéen til smykket LINK fik hun fra børn, der fordrev tiden i en lufthavn.

Sugerør på snor

Der er ikke meget at lave for børn, mens de venter på flyafgangen. At klippe sugerør i små stykker og sætte dem på snor lyder derfor som et fornuftigt tidsfordriv, måske især når kedsomheden kan inspirere andre. For netop de aflange stykker sugerør, der kom ud af kedsomheden, inspirerede Annette Præstegaard til designet på et halssmykke, som hun har døbt LINK.

Smykket består af en række messing- og sølvstænger, der er savet ud, slebet og poleret. På værkstedet ved Amstrup Red producerer hun selv alle smykkerne, som hun sælger privat og via museums eller kunsthåndværksbutikker. Hun har brugt to år på at udvikle og afprøve smykket, inden det kom på markedet i starten af 2010.
»Ingen har, så vidt jeg ved, kopieret mit design endnu, og derfor er det vigtigt at få skabt mig et navn. Det er mere sikkert end alt andet,« fortæller Annette Præstegaard. Halssmykket kalder hun selv for et unika-smykke. »Når den slides, opstår der et spil, som er unikt for hver halskæde. Desuden måler jeg ikke længere ud, når jeg saver, så længderne bliver vidt forskellige,« forklarer Annette.

Fra idé til resultat

Annette Præstegaards værksted vidner om meget andet end smykker. Her er også malerier og porcelæn, men det er ikke selve forarbejdningen i det kreative arbejde, hun brænder mest for. »Det er selve processen fra idéen og til det færdige produkt. At sætte noget i gang og til sidst se resultatet. Det er det bedste,« forklarer Annette.