|
|
 ----------
Århus Stiftstidende
Søndag den 28.
juni 2015
Af Lea Nielsen
»Drømmenes sti ved Amstrup Red« kalder Annette Præstegaard den
udstilling,
hun har i Pakhuset i juli med fernisering 4. juli klokken 13.
Hun har lavet en omfattende research om fængslet og beboerne i det,
inden hun lavede værkerne. »Jeg besluttede at bygge udstillingen op fra
bunden med både malerier, keramik og lidt bronze. Jeg valgte at tage
udgangspunkt i mit lokal-område og bygge udstillingen op over et tema
hentet fra det, der lokalt kaldes »Kærlighedsstien i Amstrup« - et net
af stier skabt af fangerne på den halvø i Horsens Fjord, hvor fængslet i
Amstrup, lå. Det var et anneks til Horsens Statsfængsel. Jeg har kendt
til stien, siden jeg flyttede hertil i 2004. Da jeg så den første gang,
var jeg ikke i tvivl om, at her var noget særligt. Stien er desværre
ikke vedligeholdt i mange år, og der er ikke offentlig adgang mere, da
den nu er ejet af Aakjær Gods,« siger hun.Stien er etableret i 1930
og udbygget til cirka 1,3 km over en årrække . Dengang var der op til 80
indsatte. I 1945 blev fængslet brugt til internering af værnemagere, og
i 1950 ombyggede man til mere moderne forhold med enmandsceller, og
antallet af indsatte blev reduceret til cirka 20. Der var arbejdspligt
og indsatte vedligeholdt bygningerne og var beskæftiget med landbrug;
det var markarbejde og kvæg- og grisehold m.m. I en periode produceredes
champignon og kokosmåtter. Stien ved Amstrup Red var en del af
beskæftigelsen. Specielt var der en indsat, der vedligeholdt stien
særlig intenst, Gamle Jørgen. Han brugte meget tid på at klippe, rive og
holde justits. Han gik højt op i at få etableret bænke, trapper og
plantet blomster og afsluttede hver fredag med at rive hele stisystemet,
fortæller hun.
»Det var tydeligt for mig, at stien var et resultat af mange års
arbejde. Den gjorde et stort indtryk og stillede mig over for mange
spørgsmål: Hvem, hvorfor og hvornår?«
Annette Præstegaard har snakket med lokale beboere og også tidligere
ansatte ved Amstrup Anneks, som havde meget at fortælle om stien og
personerne omkring den. Disse fortællinger tillagt kaffemøder med
politikeren og tidligere vagtmester ved fængslet, Knud Appel, samt
overvagtmester Edvin Holst Petersen førte til indsigt i stiens
tilblivelse, udseende og vedligeholdelse. Hun lærte om dem, der har
skabt stien, brugt den, men også om livet i fængslet. Her var der først
psykopatforvaring, men senere blev det et åbent fængsel. I de seneste
mange år åbent kvindefængsel.
Udstillingen viser malerier, keramik og bronzeværker.
»Jeg har valgt at udbygge med plancher, der beretter om de specielle
hændelser, jeg har fået fortalt og som kan hjælpe med til at danne et
billede af tiden, mens det nu nedlagte fængsel var i brug,« siger
Annette Præstegaard.
Musikeren Henrik Skriver har lavet lyde fra stien som underlægning for
udstillingen.
|
Jyllands-Posten
lørdag 21. april 2018
Af Marie-Louise Andersen
Historien om Danmarks sidste kvindefængsel
Bagsiden af fængselsannekset med funktionærbolig og
vagt- mesterboligen. Det er nok ikke rart at
skulle sidde i fængsel, men skulle man endelig, så var Amstrup Kvindefængsel
nok ikke det værste sted at sidde.
Væggene i det gamle pakhus i
Amstrup syd for Odder har givet husly til mangt og mange typer, og kunne
væggene tale, ville de kunne fortælle om et omskifteligt liv. Her med skøn
udsigt ud over Horsens Fjord har der både boet finere turister, psykisk syge
og drabskvinder.
På et tidspunkt afsonede en kvinde, der var dømt for at
forsøge at dræbe sin mand. Hun var så træt af, at han hellere ville sidde på
værtshus end passe hjemmet, så mens han sov sin brandert ud i sengen, satte
hun et tændt stearinlys under. Manden vågnede heldigvis af varmen, og parret
fik efter sigende talt ud og forsøgte at løse skaderne som en
forsikringssag. Men den gik ikke, og politiet blev involveret, hvilket
resulterede i, at hun blev anholdt og dømt til afsoning i fængslet i
Amstrup.
Fra 1982 til 2000 lagde det oprindelige Amstrup
Pakhus nemlig lokaler til Danmarks sidste kvindefængsel, hvor de mere
hårdkogte livstidsfanger delte faciliteter med bedrageridømte og
bødeafsonere. Revl og krat, som tidligere værkmester Knud Appel beskriver de
indsatte. I dag beskriver JP Aarhus stedets historie som led i serien Unikt
i Østjylland, hvor vi slår ned på nogle af de unikke steder i vores
dækningsområde.
Den handlekraftige
kvindelige ildspåsætter nåede at afsone meget af sin tid i kvindefængslet –
men ikke det hele, fortæller den gamle værkmester. Skæbnen ville nemlig, at
en opmærksom landbetjent holdt øje med hendes børn og mand, som han ofte fik
hjem fra værtshus. På et tidspunkt kontaktede han fængslet i Amstrup med
besked om, at de altså måtte løslade kvinden, for nu gik den ikke længere
derhjemme. Og det lykkedes at få hende indstillet til løsladelse af
humanitære grunde.
Åbent fængsel
I dag er det
tidligere kvindefængsel i privat eje under Åkjær Gods, og fængslet er
ombygget til et palæ, der fremstår helt forandret fra tidligere tider.
Stedet er med Knud Appels ord mere lukket i dag, end det var dengang, det
var fængsel. Den nuværende ejer har således også takket nej til at vise
stedet frem for avisen.
Tilbage i 1980’erne var fængslet omvendt, på
trods af at de havde drabs- og voldsdømte indsat, i dagtimerne usædvanligt
åbent.
»Når jeg gik hjem om aftenen og i weekender, var der kun én
mand på vagt. Og i fritiden havde de indsatte lov at bruge området på 15
tønder land. Man skulle bare lige sige, man gik derud. De kunne også låne en
robåd og tage ud og fiske,« fortæller Knud Appel, der som ansat boede i et
hus i området.
Han blev ansat, da fængslet åbnede i 1982 til at
aktivere de indsatte. I jobbeskrivelsen blev der søgt efter en gartner eller
landmand, og det passede ham godt, eftersom han netop var gået konkurs med
sit eget gartneri i Solbjerg. Han og hustruen flyttede til Amstrup, og de er
aldrig flyttet derfra. Da fængslet lukkede i 2002, fandt de et andet sted at
bo, for Knud Appel engagerede sig i lokalpolitik og har siddet 15 år i
byrådet i Odder. Og så har han i flere lokalhistoriske tidsskrifter fortalt
historien om sin arbejdsplads igennem historien.
Omdannet gæstgiveri
Oprindeligt blev pakhuset i 1854 bygget til opbevaring af korn og
salg af købmandsvarer. Men da jernbanen gjorde transport langs vejnettet
lettere end ad skibsvejen, og bønderne selv kunne bruge deres korn til anden
produktion, mistede pakhuset gradvist sin funktion og blev solgt til først
gæstgiveri.
I 1927 opkøbte staten pakhuset med tilhørende jorde og
omdannede det til psykopatforvaring og efterfølgende fængsel – som anneks
til storebroren Horsens Statsfængsel.
Og nok var der fin udsigt, men
forholdene for fangerne var kummerlige. Historien lyder, at de tilbage før
krigen boede i store sovesale med plads til 60 i hvert rum. og at de, når de
gik tur, gjorde det i lukkede gårde med trådhegn eller under streng
bevogtning af betjente.
Kærligheds- eller
fangesti
Ét af de tydelige levn fra stedets mangeårige
historie er noget af det, som lokalområdet siden har haft stor glæde af.
Kærlighedsstien kalder nogen den, mens andre holder fast i fangernes sti
eller drømmenes sti, som Knud Appel insisterer på, den skal hedde.
Billedkunstner Annette Præstegaard lavede i 2015 en
udstilling om stien, som hun helt tilfældigt fandt, da hun og hendes nu
afdøde mand købte et sommerhus i området.
»Jeg følte sådan en kærlighed for stedet.«
Stien er ufremkommelig i dag, fordi den ligger på det privatejede Åkjær
Gods, men tidligere kunne man komme til den via en høj busk ved vandet
nærmest fængslet, hvorfra den fortsætter ca. 500 meter med forgreninger, så
den får en total længde på ca. 1,3 km i flere niveauer med plateauer.
»Plateauerne har været beplantet af mange blomster, og der har været
etableret små rækværk og bænke,« beskriver Annette Præstegaard.
»På et tidspunkt kommer man til et kæmpe område, fem store terrasser fyldt
med påskeliljer. Det er så usædvanligt og meget romantisk.«
Udstillingen af værker skulle egentlig have været om hendes følelser for
stien, men udviklede sig til et større værk om stiens og fængslets historie.
For Annette Præstegaard gav sig til at undersøge, hvordan stien var opstået.
Og det viste sig, at den var etableret af fængslets tidligere fanger – især
en Jørgen, som er blevet kaldt både Gammel Jørgen og Græde Jørgen. Han havde
en forvaringsdom og var på Amstrup i 20 år og brugte meget tid på at holde
stien.
Igennem research og interview med historiekyndige og tidligere medarbejdere
som Knud Appel lærte Annette Præstegaard historien om fængslet. Og på
udstillingen kom der mange med en relation til det og fortalte deres
historie.
»Hvis man endelig var kriminel og skulle i fængsel, må det have været et
fantastisk sted at afsone,« siger Annette Præstegaard.
Ingen problemer
Da kvinderne
rykkede ind i 1982, satte Knud Appel dem i arbejde. Det var primært
markarbejde med dyrkning af grøntsager og frø, men i begyndelsen var der
også en del praktisk med at få fængslet bragt i stand. 8-16 lød
arbejdstiden.
»Når de kom her, kunne det godt være et problem at komme op
om morgenen, men det var min opgave at lære dem det. Og jeg fik god hjælp af
de andre fanger, for hvis de skulle møde til tiden, skulle de nye også.«
De indsatte var frem til 1990 i den lettere del af strafferegistret, men da
man i 1992 indførte samfundstjeneste, kom de mere hårdkogte til Amstrup.
»I sådan en fangekultur fortæller man, hvorfor man er
der. Det var ikke noget, vi opfordrede til, men der var nogle grimme sager,
hvor kvinder havde været med i misbrug af deres egne børn, og når det blev
opdaget, var det noget forfærdeligt halløj. Man ville ikke afsone med sådan
en person. Så kunne der blive hængt en løkke op, hvor de fik at vide, om de
selv kunne bruge den eller skulle have hjælp,« fortæller han.
Men i
hovedparten af de knapt 20 år, Knud Appel arbejdede der, var det et
fredeligt sted, hvor de fik tingene til at gå op.
Han havde så stor
tiltro til de indsatte, at hans egne børn tilbragte meget tid sammen med
dem.
»Min yngste gik meget hos fangerne, lige da hun startede i skole, og
græd, når de bedste rejste. Men der er jo en årsag til, at folk kommer i
fængsel, og lige så snart hun begyndte at forstå det, var det ikke så sjovt
længere,« fortæller han.
Det sidste
Fængslet var så småt
bemandet, at man sagtens kunne smugle stoffer med ind, men af samme årsag,
fordi personalet var så tæt på fangerne, blev det også opdaget med det
samme. Og så blev de indsatte sendt til afsoning i lukket fængsel.
Knud
Appel husker, at det meste af personalet og de indsatte var kede af, at
fængslet blev lukket i 2000 på grund af besparelser.
»Man siger, at ingen
har godt af at komme i fængsel, men det passer ikke. Jeg vil vove at påstå,
at dem, der kom til os helt forhutlede, havde det meget bedre rent fysisk og
mentalt, når de rejste. Der var frisk luft, alle snakkede med alle.
Dagligdagen var normal og afslappet,« fortæller han og husker, at en af
fangerne sagde, at det jo var et familiefængsel.
»Det ramte
lige plet.«
I øjeblikket er der planer om at åbne Danmarks
eneste rene kvindefængsel i Jyderup i Holbæk per 2020, men Danmarks i dag
sidste kvindefængsel ligger altså stadig i Amstrup ud til Horsens Fjord.
Fængslet i Amstrup
Amstrup-fængslet
åbnede som anneks til Horsens Statsfængsel i november 1927 for mandlige
fanger og lukkede som sådan i 1978.
I maj 1982 genåbnede annekset som et
åbent fængsel for kvindelige indsatte fra Jylland og Fyn. Den 30. juni
lukkede fængslet.
Efter lukningen var det på tale at indrette det som
sikret ungdomsinstitution.
I 2001 købte Åkjær Gods’ ejer, Johan
Koed-Jørgensen, annekset, som nu er en del af godset og lukket for
offentligheden.
--------------------------------------------------------------
Odderfugle skal hænge i
Finland
Af: Jacob Vestervig, stiften.dk
03/12/2011
Salo i Finland har fået
nyt rådhus. Odder Kommune var tilstede ved indvielsen og overrakte maleri
af lokal kunstner som gave.
Odders kommunaldirektør Jesper Hjort
har været på besøg i Odders finske venskabsby Salo for at deltage i
indvielsen af et nyt rådhus og overrække en gave fra Odder - et maleri af
kunstneren Annette Præstegaard, der bor og arbejder i Amstrup Red.
Før Finlands kommunale sammenlægning i 2009 husede Salo Kommune 25.000
indbyggere. I dag, hvor kommunen er splejset sammen med ni mindre, består
den nye Salo Kommune af cirka 55.000 indbyggere. Vokseværket har derfor
medført, at byråd og administration måtte flytte ind i nye, større
faciliteter, og Jesper Hjort kunne ved selvsyn se, hvordan de finske
venner har løst opgaven. »Det nye rådhus er moderne med masser af lysindfald, og det er virkelig
flot passet ind i omgivelserne tæt på det ældre rådhus, der var kendt som
»Det blå Hus«. Det nye rådhus er i høj grad indrettet som store, åbne
kontorrum – og det er nok noget, som folk skal vænne sig til,« siger han.
Løft og anerkendelse
I det nye rådhus i Salo kommer et motiv fra Odder Kommune snart til at
præge en af væggene.
Odder har nemlig foræret et maleri
som indvielsesgave til rådhuset, der forestiller fugle ved Amstrup Red.
Maleriet er lavet af kunstneren Annette Præstegaard, som er stolt over, at
netop hendes maleri skal skabe glæde i de tusind søers land.
»Jeg er virkelig beæret over, at Odder har valgt et af mine malerier - og
jeg har også allerede skrevet tak til kommunen. Jeg er især beæret over,
at det skal hænge på et offentligt sted. Jeg føler, det er et løft til og
en anerkendelse af mit arbejde. Især fordi jeg ikke har boet i kommunen så
længe,« siger hun.
Hun forklarer, at Odder Kommune har købt maleriet af hende for længere tid
siden, og at kommunen jævnligt køber ind hos lokale kunstnere for netop at
have sådanne gaver liggende klar. »Det er en god idé at gøre det på den måde. Det sikrer at værkerne bliver
valgt ud fra kvalitet, frem for at det er et sidste øjebliks indkøb,«
Flere venskabsbyer
Finske Salo er ikke Odders eneste venskabsby.
Vennesla i Norge og Katrineholm i
Sverige er også begge officielle venskabsbyer, og indtil for fire år siden
var der en fast turnus, hvor de fire byer årligt mødtes på skift hos
hinanden. Daværende borgmester i Odder, Niels-Ulrik Bugge (V) udtalte
dengang, at interessen desværre var for nedadgående. Træffene ophørte, men
alligevel er venskaberne stadig intakte. »På kommunalt plan har vi siden da haft mest kontakt til Salo, og jeg
føler, at kontakten mellem Salo og Odder i høj grad er værd at bevare og
udbygge,« siger Jesper Hjort.
Han fortæller, at Salo inden for skoleområdet har arbejdet på nogle
spændende projekter og fokuseret på unge og demokrati, og han mener, at
Odder og Salo også på erhvervsområdet kan drage nytte af hinandens
erfaringer. Samarbejdet mellem de to byer har desuden betydet, at Salo-kunstnere har
udstillet i Café Pakhuset, ligesom det er planen, at kunstnere fra Odder
skal lave en udstilling i det finske.
ww.prae.dk |
